Quali regole disciplinano il contratto di lavoro in Danimarca

Norme Europee

Abbiamo sempre più regole europee in materia di protezione minima contro la discriminazione, lo sfruttamento dei bambini, donne in stato di gravidanza e maternitá, ma siamo ancora lontani dall’avere un diritto lavoro comune all’interno dell’Unione Europea.

Le regole di base rimangono ancora nazionali.

Molte delle regole comuni dell’Unione Europea  concedono agli ordinamenti nazionali la possibilitá di apportare diversi adattamenti locali, per cui si deve sempre controllare se esistono delle agevolazioni oppure inasprimenti nella legislazione nazionale in materia.

 

Diritto nazionale

Una società straniera, per assumere localmente, dovrá utilizzare la propria normativa nazionale oppure la legge danese  per il personale espatriato?

Per le persone che sono assunte a livello locale, è necessario  naturalmente, rispettare le regole che sono imposte dalla normativa locale in materia di diritto del lavoro.

Per le persone invece che sono distaccate, vi puó essere, per un periodo, la possibilitá di mantenere il contratto di lavoro stipulato nel proprio Paese di provenienza, eccezion fatta per  alcune regole locali  che potrebbero prevalere.

La contrattazione collettiva

In Italia si é soliti utilizzare obbligatoriamente gli accordi collettivi professionali solo se il dipendente è membro di un sindacato e ció vale anche nel caso in cui  il  datore di lavoro non abbia sottoscritto un accordo  con il sindacato a cui appartiene il dipendente  e non sia membro di un’organizzazione dei datori di lavoro, che abbiano sottoscritto l’accordo in questione.

Un accordo sindacale nazionale ha un’importanza ancora maggiore, per quanto riguarda il trattamento economico del personale, poiché la contrattazione collettiva si applicherá annche nel caso in cui i dipendenti non siano membri di un sindacato.

In Danimarca, contrariamente all’Italia, gli accordi collettivi danesi sono vincolanti solo per le aziende che hanno stipulato un accordo individuale con un sindacato o se sono  membri delle organizzazioni dei datori di lavoro  che  a loro volta  hanno concluso l’accordo collettivo.

Questo non vuol dire che una società che non è coperta dal contratto collettivo  non debba tener conto di quanto stabilito dal contratto collettivo danese.

Questo vale particolarmente per le società italiane che hanno cantieri in Danimarca. In caso contrario, si potrebbero esporre al rischio derivante del boicottaggio sindacale. A tal proposito,  si deve far presente che è difficile effettuare una comparazione  tra  Danimarca e Italia in riferimento alla remunerazione in quanto vi sono grandi differenze tra i due sistemi, in particolare per quanto riguarda lo stipendio, indennità e finanziamento per la contribuzione sociale.

In Danimarca, i rapporti sociali sono improntati ad un maggior equilibrio e rispetto tra le parti.

Questo ha una motivazione storica  che sarà meglio illustrata in un prossimo articolo dal titolo Denmark- the Country of flexicurity-  la Danimarca, il Paese della flessibilitá e sicurezza “.

I contenuti minimi del contratto

Vi sono norme comuni stabilite dall’Unione Europea sul contenuto minimo essenziale che un contratto di lavoro deve rispettare e queste norme stabiliscono inoltre che ogni modifica in contratto deve essere apportata per iscritto attraverso un addendum allo stesso.

I contratti danesi sono spesso brevi. I contratti italiani spesso contengono alcune disposizioni supplementari, che sono richieste a livello locale quando non si vive in Danimarca.

Le aziende internazionali spesso cercano di applicare la tipologia di contratto base da loro utilizzata nel proprio Paese al fine di poterli poi adattare a livello locale anche  per l’assunzione di personale locale.

Eccezion fatta per il caso di grandi aziende con numerosi dipendenti in Italia, solitamente questo sistema non é raccomandabile in quanto sarebbe sicuramente piú costoso, in termini di costi per consulenti locali, qualora  questi ultimi dovessero adattare questi contratti alle normative locali, anziché utilizzare un modello di contratto locale standard per poi adattarlo ai principi stabiliti nei contratti del proprio Paese di appartenenza.

Per ulteriori informazioni, potete sempre contattarci qui

 

Spot og skade følges ad – somme tider som følge af en arvesag

At miste en af vore kære volder os alle dyb sorg. Men spot føjes til skade, hvis man udover sorgen over tabet af det menneske, der stod en nær, også lider økonomisk tab.

I tilfælde af separation, skilsmisse eller dødsfald viser det sig, at den ene part kan få del i boet.

En sådan ubehagelig oplevelse (som læseren måske allerede har oplevet) kan være en følge af reglerne der gælder den ene ægtefælles arvegods.

I den italienske civillov er det fastsat, at ”Følgende indgår ikke i fællesboet og tilhører ægtefællen personligt: (…) goder erhvervet efter ægteskabets indgåelse som gave eller ved arv, medmindre det i gavetilsagnet eller i testamentet udtrykkeligt er anført, at disse goder skal indgå i fællesboet”.

Så langt, så godt. Den italienske lovgivning er forholdsvis klar. Hvis ikke testator eller gavegiver udtrykkeligt nævner, at goderne skal indgå i fællesboet, da vil nævnte goder, som modtageren har fået som arv eller i gave, forblive den pågældendes fuldstændige særeje.

Sådan er det ikke ifølge dansk lovgivning!

Efter den danske lovgivning omfatter det såkaldte ”universelle” fælleseje reelt set alle ægtefællernes goder, herunder også de goder, som man har erhvervet før ægteskabet, selv når det er sket i form af arv eller gave. Med andre ord vil begge ægtefællers fulde ejendom, om den er er erhvervet før eller efter ægteskabets indgåelse, således indgå i ”den store gryde” som fællesboet udgør, og derfor også goder, som den ene af ægtefællerne måtte have fået i gave eller arvet i Italien.

I tilfælde separation, skilsmisse eller dødsfald risikerer man derfor at blive frataget noget, som man anser som værende ens personlige ejendom, fordi den tidligere ægtefælle kan gøre krav på en del af ens formue, og det vel at mærke formue, som man har erhvervet ved arv eller som gave i Italien.

Det er derfor vigtigt at kontrollere, hvordan ægtefællerne står rent formueretligt, før det er for sent, og dermed undgå at et lidt for ”universelt” fælleseje, som det der gælder i det danske retssystem, ender med at blive ”fatalt” for den af ægtefællerne, som i god tro går ud fra at have eneret på ejendele, som denne har fået i gave eller arvet i medfør af italiensk lovgivning, og som da viser sig at indgå i fællesboet.

En opdelt ejendomsret i Italien – I Danmark risikerer man at blive ribbet

En opdelt ejendomsret i Italien – I Danmark risikerer man at blive ribbet

I forbindelse med den økonomiske krise på boligmarkedet og adgangen til finansiering, som har berørt næsten alle befolkningsklasser, og desuden på grund af den usikkerhed der hersker på de finansielle markeder, er italieneres interesse for den delte ejendomsret steget markant i de seneste år.

Fænomenet hænger tæt sammen med Italiens demografiske ændringer. Lad os se nærmere på hvad denne ”opdelt ejendomsret” indebærer, og hvilke fordele og ulemper der er, særligt når sammenholdt med den danske lovning, hvor dette retlige begreb slet ikke eksisterer. For at undgå kedelige overraskelser er det vigtigt at være meget opmærksom på de forskellige punkter, som vi stiller op herunder.

1. Hvad er den opdelte ejendomsret?

Den opdelte ejendomsret er ejendommens værdi fratrukket brugsværdien. At sælge den opdelte ejendomsret svarer derfor til at sælge selve ejendommen men selv forbeholde sig livslang ret til at blive boende.

2. Hvilke fordele har sælgeren af at sælge den opdelte ejendomsret?

Sælger af den opdelte ejendomsret forbeholder sig som sagt retten til at blive boende resten af sit liv, og modtager samtidig en sum penge, der giver vedkommende en solid økonomisk stødpude til at forsøde de sidste år af tilværelsen.

3. Hvad er købers fordele?

Køber af den opdelte ejendomsret erhverver en fast ejendom til en i forhold til brugshaverens alder nedsat pris, men kan FØRST tage ejendommen i brug efter brugshaverens død.

4. Hvem er brugsrettighedsindehaveren?

Brugsrettighedsindehaver er den, som efter at have solgt den opdelte ejendomsret til en ejendom har ret til at bruge denne ejendom i resten af den pågældendes liv eller i en i kontrakten fastlagt periode. Brugsretten kan endvidere overdrages til tredjemand, såfremt en sådan overdragelse er fastsat i kontrakten om salg af den opdelte ejendomsret.

5. Hvem er indehaver af den opdelte ejendomsret?

Indehaver af den opdelte ejendomsret eller, sagt med andre ord, ejeren uden brugsrettigheder, er den som har købt en ejendom af brugsrettighedsindehaver, men som endnu ikke er berettiget til at bruge ejendommen. Også indehaveren af den opdelte ejendomsret kan til hver en tid overdrage denne ret til tredjemand.

6. Hvem betaler omkostningerne og ejendomsskatterne?

I den italienske civillov er det fastsat, at “brugshaveren så længe dennes ret til brug af ejendommen løber, skal afholde de årlige udgifter til skatter, afgifter samt andre indkomstrelaterede hæftelser”

7. Sådan er det ikke i Danmark!

I Danmark påhviler skatter og afgifter derimod ejeren af ejendommen, eftersom der i det danske system ikke er juridisk grundlag for begrebet ”ejer uden brugsrettigheder”, men kun for den fulde ejendomsindehaver. Lever man således i Danmark og er skattepligtig i Danmark, da vil man blive beskattet af hele værdien af den ejendom, som man i Italien kun har den opdelte ejendomsret til. Men ikke nok med det.

I Italien overgår indehaveren af den opdelte ejendomsret helt automatisk til at stå som ”den fulde ejendomsindehaver” ved brugshavers død, uden at blive beskattet af den merværdi som er løbet på ejendommen i perioden fra salget af den opdelte ejendomsret fandt sted og frem til brugshavers død. I Danmark beskattes samme person derimod af ejendommens merværdi, og denne vil derfor skulle indbetale de skyldige afgifter og skatter til SKAT.

Før man erhverver den opdelte ejendomsret til en ejendom i Italien, er det således vigtigt at huske på disse aspekter for at undgå kedelige overraskelser. Man kan da glæde sig over at man i det mindste ikke vil blive beskattet i Italien.

Vi anbefaler at man altid konsulterer en ekspert på området, som kender den italienske og den danske lovgivning til bunds og dermed vil kunne give den bedste rådgivning.