Spot og skade følges ad – somme tider som følge af en arvesag

At miste en af vore kære volder os alle dyb sorg. Men spot føjes til skade, hvis man udover sorgen over tabet af det menneske, der stod en nær, også lider økonomisk tab.

I tilfælde af separation, skilsmisse eller dødsfald viser det sig, at den ene part kan få del i boet.

En sådan ubehagelig oplevelse (som læseren måske allerede har oplevet) kan være en følge af reglerne der gælder den ene ægtefælles arvegods.

I den italienske civillov er det fastsat, at ”Følgende indgår ikke i fællesboet og tilhører ægtefællen personligt: (…) goder erhvervet efter ægteskabets indgåelse som gave eller ved arv, medmindre det i gavetilsagnet eller i testamentet udtrykkeligt er anført, at disse goder skal indgå i fællesboet”.

Så langt, så godt. Den italienske lovgivning er forholdsvis klar. Hvis ikke testator eller gavegiver udtrykkeligt nævner, at goderne skal indgå i fællesboet, da vil nævnte goder, som modtageren har fået som arv eller i gave, forblive den pågældendes fuldstændige særeje.

Sådan er det ikke ifølge dansk lovgivning!

Efter den danske lovgivning omfatter det såkaldte ”universelle” fælleseje reelt set alle ægtefællernes goder, herunder også de goder, som man har erhvervet før ægteskabet, selv når det er sket i form af arv eller gave. Med andre ord vil begge ægtefællers fulde ejendom, om den er er erhvervet før eller efter ægteskabets indgåelse, således indgå i ”den store gryde” som fællesboet udgør, og derfor også goder, som den ene af ægtefællerne måtte have fået i gave eller arvet i Italien.

I tilfælde separation, skilsmisse eller dødsfald risikerer man derfor at blive frataget noget, som man anser som værende ens personlige ejendom, fordi den tidligere ægtefælle kan gøre krav på en del af ens formue, og det vel at mærke formue, som man har erhvervet ved arv eller som gave i Italien.

Det er derfor vigtigt at kontrollere, hvordan ægtefællerne står rent formueretligt, før det er for sent, og dermed undgå at et lidt for ”universelt” fælleseje, som det der gælder i det danske retssystem, ender med at blive ”fatalt” for den af ægtefællerne, som i god tro går ud fra at have eneret på ejendele, som denne har fået i gave eller arvet i medfør af italiensk lovgivning, og som da viser sig at indgå i fællesboet.